DEN RENE FORNUFTS STRUKTUR, 2022
Denne bog er et forsøg på filosofisk at gå videre ad den vej, som Kant har vist, hvis man korrigerer for Kants egne fejltagelser.
Ligesom Kant erkender jeg, at det gælder om at afdække de nødvendige betingelser for, at det overhovedet er muligt at erkende noget. Og ligesom Kant erkender jeg, at det er muligt at afdække disse betingelser ved analyse af grundlaget for vor faktiske erkendelse - specielt således som den kommer til udtryk i de faktiske videnskaber.
Ved en sådan analyse kan vi afdække det system af grundbegreber, som faktisk er forudsat vor virkelighedserkendelse - og dermed vor erkendelse af os selv og vor placering i verden.
"Ved en transcendental deduktion ud fra begrebet om en empirisk påstand deducerer jeg det system af grundbegreber, som implicit må være forudsat selve muligheden for, at der kan gives sande empiriske påstande."
Men for filosofien rejser der sig så spørgsmålet, om dette system af grundbegreber kunne have været anderledes. Og for at kunne besvare dette spørgsmål må man have et grundlag, som selv - rent begrebslogisk - er således nødvendigt, at det ikke kunne være anderledes, og som samtidig kan stå som grundlag for en argumentation for, hvorvidt det system af grundbegreber, som faktisk er forudsat vor virkelighedserkendelse, rent logisk kunne have været anderledes - eller ikke kunne have været anderledes.
​
Dette absolutte grundlag søger Kant at finde i selvbevidsthedens mulighed. Dermed følger han traditionen fra Descartes. Og han søger så ved en transcendental deduktion ud fra selvbevidsthedens mulighed at argumentere for, at det givne system af grundbegreber for virkelighedserkendelse må være således nødvendigt, at det ikke kunne være anderledes. Men samtidigt sætter Kant rum og tid som særlige anskuelsesformer, og dermed skaber han nogle problemer - specielt spørgsmålet om forholdet mellem ting, som vi opfatter dem, og ting, som de er i sig selv - som rent principielt medfører, at hans projekt ender med at blive uholdbart.
Derfor går jeg på dette punkt en anden og dybere vej end Kant. I stedet for som Kant at tage udgangspunkt i selvbevidsthedens mulighed som det absolutte grundlag, så tager jeg udgangspunkt i modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori. Ud fra dette grundlag deducerer jeg forskellen mellem nødvendige og empiriske påstande. Og ved en transcendental deduktion ud fra begrebet om en empirisk påstand deducerer jeg det system af grundbegreber, som implicit må være forudsat selve muligheden for, at der kan gives sande empiriske påstande. Derunder også begreberne ‘tid’ og ‘rum’. På den måde kan jeg vise, at det system af grundbegreber, som faktisk er forudsat videnskabernes mulighed, rent principielt må være således nødvendigt, at det ikke under nogen omstændigheder kunne være anderledes.
Dermed gennemfører jeg i en vis forstand Kants projekt, men på et begrebslogisk dybere grundlag; og dermed således at jeg undgår Kants uløselige dilemmaer.