Sørlander

I Under evighedens synsvinkel går jeg videre fra Det uomgængelige.

Først går jeg fra etikken til den politiske filosofi: fra spørgsmålet om, hvorledes man bør handle som person, til spørgsmålet om, hvorledes et samfund af rationelt forpligtede personer bør indrette deres politiske beslutningsproces. Og senere kommer jeg også ind på historiefilosofi og på forholdet mellem religion og rationalitet.

​

I den politiske filosofi redegør jeg specielt for et etisk dilemma i politisk hjælpsomhed. Dette dilemma opstår, fordi det af hensyn til den menneskelige natur er nødvendigt at indrette skattesystemet således, at indtægtshierarkiet bevares. Det vil sige, at den, der har mere før skatten er betalt, også vil have mere tilbage, efter at skatten er betalt. Dette medfører, at en meget velstående, som ønsker, at staten skal vise hjælpsomhed - for eksempel ved at yde ulandshjælp - taler med to tunger i forhold til sine mindre velstillede medborgere. På den ene side siger han, at det er vigtigt at hjælpe ulandene. På den anden side siger han, at han ikke selv vil yde så meget, at han kommer ned på sine mindre velstillede medborgeres leveniveau. Denne etiske tvetydighed er bygget ind i enhver form for politisk hjælpsomhed, som man yder til via skattesystemet. Og skal man forstå forholdet mellem etik og politik, så skal man forstå dette dilemma.

 

Historiefilosofien drejer sig normalt om at finde lovmæssigheder for historiens gang og om at finde det mål, som historien bevæger sig frem imod. Men det er at misforstå den situation, som vi befinder os i. I den politiske filosofi argumenteres for et rationelt politisk ideal: en form for demokrati, som bygger på borgernes elementære ligeværdighed. Historien garanterer imidlertid ikke, at vi når frem til dette ideal. Tværtimod. Som jeg skriver i bogen: “Vi er ikke underlagt en historisk lov, som sikrer, at der faktisk sker en udvikling, som vil ende i et “frihedens rige”; men vi er underlagt en moralsk lov, som kræver, at vi bør skabe (forudsætningerne for) en samfundsorden, som sikrer borgernes ligeværdighed (og at de hver især kan leve som personer)”.

 

Denne bog indeholder også en kritik af Løgstrups teori om moralens væsen. Løgstrup hævder, at den etiske fordring er en erstatning for manglende motivation. Men her forholder Løgstrup sig ikke filosofisk til det grundlæggende etiske spørgsmål om, hvorledes man bør handle som person. I filosofien stiller man ikke dette spørgsmål, fordi man mangler motivation til at handle rigtigt. Man stiller det, fordi man mangler en helt basal viden om, hvorledes man - rent rationelt - bør handle som person. Desværre fik jeg aldrig konfronteret Løgstrup selv med denne kritik, og hans elever og efterfølgere har ignoreret den.

 

Til slut i bogen diskuterer jeg forholdet mellem filosofi, videnskab og kunst. Her peger jeg specielt på, at disse intellektuelle discipliner kan korreleres med modalbegreberne ‘nødvendighed’, ‘virkelighed’ og ‘mulighed’ - og at deres mulighed altså ligger implicit i selve det begrebslogiske grundlag for muligheden af begrebslogik overhovedet.