Sørlander

Efter Sovjetunionens fald kunne den politiske idealisme ikke længere få udløb i en bekendelse til marxismen. I stedet fik den nu udløb i en bekendelse til menneskerettighederne. Nu kunne den demokratiske debat trumfes med en henvisning til menneskerettighederne; og menneskerettighederne skulle i sidste instans tolkes af en domstol - menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg - som dermed stod over de folkevalgte parlamenter.

 

I praksis betød det, at spørgsmål om indvandring og asylret blev taget ud af den demokratiske selvkontrol og i stedet skulle indrettes efter menneskerettighedsdomstolens beslutninger. Det samme gjaldt spørgsmål om forholdet mellem religion og politik - for eksempel spørgsmålet om, hvorvidt “tørklædet” og dermed den islamiske sharia-lov skulle trumfe det sekulære demokratis krav. Og da menneskerettighederne kun kan garanteres i en nogenlunde velfungerende demokratisk orden, som indefra evner at adskille politik og religion, så betød det i realiteten, at menneskerettighederne blev brugt til at undergrave grundlaget for den samfundsorden, som var forudsætning for, at de selv kunne garanteres også i fremtiden.

 

Det var en historisk absurd situation, som man ikke blot kunne forholde sig passivt til. Derfor skrev jeg bogen Om menneskerettigheder - for at kaste lys over absurditeten. I denne bog undersøger jeg, hvad der principielt er det rationelle - etiske - grundlag for påstanden om menneskerettighedernes universelle gyldighed. På den ene side gør jeg rede for, at demokratiet er et rationelt ideal, som implicit er givet med selve den rationelle forpligtelse; men på den anden side er det et empirisk - eller historisk - spørgsmål, om et konkret samfund af personer er i stand til at opdrage sig selv - sine borgere - til at kunne realisere det rationelle ideal i deres indbyrdes politiske samarbejde. Og det kræver, at demokratiet har grænser: at det ved, hvem der er med, og altså også, hvem der ikke er med.

​

Set i det lys er den herskende menneskerettighedsideologi farlig. Den undergraver i realiteten den demokratiske debat om demokratiets allervigtigste spørgsmål: de spørgsmål, der angår, hvem der hører med i demokratiet, og hvorledes den demokratiske selvopdragelse af borgerne skal sikres.

 

Det er rigtigt, at et demokratisk flertal kan tage fejl og tage beslutninger, som undergraver demokratiet. Men det problem løser man ikke ved et domstolsstyre, for det er lige så vel en mulighed, at et sådant styre kan tage fejl og undergrave demokratiet, eller for eksempel dømme til fordel for den klasse, som det selv tilhører. Og ved selve sin eksistens er dette styre i strid med den politiske ligeværdighed, som er kernen i det demokratiske ideal.

​

Sagen er, at demokratiet forudsætter en befolkning, der er så politisk moden, at den selv gennem den demokratiske beslutningsproces er i stand til at opretholde sin egen orden. Så demokratiets vigtigste grundstof er dets egen selvopdragelse af befolkningen som helhed. Uden denne er det ikke levedygtigt. Og et domstolsstyre er i konflikt med det demokratiske ideal - og det undergraver den demokratiske selvopdragelse.

​

Da bogen udkom i februar 2000 vakte den en del debat. I Ekstrabladet skrev chefredaktør Sven Ove Gade en fyldig anmeldelse, som mundede ud i, at denne bog burde Poul Nyrup Rasmussen, den daværende statsminister, studere nærmere. Om Nyrup Rasmussen fulgte det råd, ved jeg ikke.