DEN ENDEGYLDIGE SANDHED, 2002
Den endegyldige sandhed er et sidestykke til Det uomgængelige.
I Den endegyldige sandhed forsøger jeg at udbygge og supplere argumentationen i min første bog. Det drejer sig altså igen om spørgsmålet om, hvad der er således nødvendigt, at det ikke under nogen omstændigheder kunne være anderledes, eller hvad der er nødvendig betingelse for, at det overhovedet er muligt at beskrive noget, som kunne være anderledes.
"Det drejer sig altså igen om spørgsmålet om, hvad der er således nødvendigt, at det ikke under nogen omstændigheder kunne være anderledes, eller hvad der er nødvendig betingelse for, at det overhovedet er muligt at beskrive noget, som kunne være anderledes."
I bogens første del gør jeg to ting. Først søger jeg at finde tilbage til grunden: til det grundlag, som er således nødvendigt, at det kan bære en besvarelse af spørgsmålet om, hvad der ikke kunne være anderledes. Og dernæst søger jeg at vise, hvorledes man helt konkret - ved en transcendental deduktion - kan bygge det søgte svar op fra den fundne grund. I den forbindelse bør specielt nævnes, at jeg her gør mere ud af den transcendentale deduktion af de matematiske begreber, end jeg gjorde i Det uomgængelige. Herunder redegør jeg også for, hvorfor min argumentation ikke rammes af Gödels bevis.
I bogens anden del diskuterer jeg nogle konkrete problemer i lyset af den filosofiske position, som jeg har fremlagt. For det første diskuterer jeg selve min betydningsteori, som siger, at der er en indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og implikationsforhold mellem påstande: at en betegnelses betydning altså er givet med, hvad dens anvendelse i en påstand implicerer med hensyn til hvilke andre påstande, der er konsistente eller inkonsistente med denne påstand. Og her analyserer jeg specielt, hvorledes denne betydningsteori gør det muligt at forstå dynamikken i den måde, hvorpå vi faktisk definerer betegnelser for naturlige arter - såsom betegnelser for guld og vand og betegnelser for arter af levevæsner - og betegnelser for sansekvaliteter - såsom farvebetegnelser.
For det andet gør jeg rede for, hvorledes min tilgang til filosofien adskiller sig fra Peter Zinkernagels. Simpelt sagt så søger vi begge at afdække det system af indbyrdes definerede grundbegreber, som er forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse. Men Zinkernagel afdækker kun dette system ved en analyse af dagligsproget (og dets videnskabelige præciseringer). Derved kan han ikke besvare spørgsmålet om, hvorfor dette system af grundbegreber nødvendigt må være, som det er, og ikke logisk kunne have været anderledes. Dette spørgsmål kan man kun besvare ved at vise, at systemet af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse konkret kan udledes ved en transcendental deduktion ud fra modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori. Det er, når jeg tager dette skridt, at min filosofi bliver helt original.
For det tredje undersøger jeg spørgsmålet om, hvorledes det rent begrebslogisk er muligt, at der kan være væsner, som har bevidsthed, i en verden, som er underlagt de fysiske lovmæssigheder, som er formuleret i den klassiske mekanik, i relativitetsteorierne og i kvantemekanikken. Jeg påviser, hvorledes denne mulighed forudsætter, at der kan være væsner, der er opbygget af enheder, der indefra er determineret til deres funktion i helheden - og specielt, at der må være enheder, der indefra er determineret til deres funktion som basis for bevidsthedsfænomener.
Det betyder, at bevidsthedsfænomener kun er mulige på basis af en materie, som er opbygget af sådanne enheder, således som den menneskelige hjerne er opbygget af neuroner, der indeholder det genetiske apparat, der specielt og i de rette omstændigheder determinerer dem til at være basis for bevidsthedsfænomener. Og det betyder omvendt, at computere, som blot er opbygget af fysiske microchips, umuligt kan blive basis for bevidsthedsfænomener, ligegyldigt hvor komplicerede de ellers bliver.